Fremtidsplanerne er store - og grønne hos Auning varmeværk

Fremtidsplanerne er store - og grønne hos Auning varmeværk

08/01-2019

De drømmer stort – og grønt hos Auning varmeværk

Fremtidsplanerne og -drømmene er store hos Auning Fjernvarme. Varmeværkets bestyrelse tilfører byen en markant ny bygning og et nyt, tidssvarende halmanlæg og drømmer om at levere grøn energi til hele Norddjurs Kommune. Det nye halmværk er resultatet af et tæt samarbejde mellem Plan & Projekt, Arkikon arkitekter og ingeniører og Verdo Energy Systems.


Kapaciteten i Auning er udfordret. Det eksisterende halmanlæg kan ikke følge med længere til de godt 1.500 forbrugere, der får deres varme fra værket. På de kolde dage kører værket ind i mellem med mere end 100 % udnyttelse af kapaciteten. Derfor glæder bestyrelsesformand Kaj Dahl Andersen og driftsleder Hans Jørgen Larsen sig til at tage det nye varmeværk i brug i efteråret 2019.

- Det nye anlæg er fremtidssikret på flere måder. Bygningen er projekteret til, at vi kan bygge en kedel to, og lageret kan nemt udvides til det dobbelte. Selve teknikken er optimeret efter tidssvarende forhold og kommende miljøkrav – både med forbrænding, røggas, temperaturstyring og filtre. Det giver os mindre vedligehold og en bedre udnyttelse af brændslerne, siger Kaj Dahl Andersen.

Drømmen er et miks af halm og sol – og noget helt tredje og fjerde…

Bæredygtighed og grøn energi er vigtige parametre for bestyrelsen for Auning varmeværk. Derfor har Auning valgt leverandører, der har sikret alternative muligheder for det nye varmeværk. Den nye kedel kan bruge op til 30 % alternative brændsler, som træpiller, frøskaller, granulat, olivenkernepiller – eller hvad der nu viser sig at være mest rentabelt i fremtiden.


- Vi skal hele tiden kunne tilbyde alternative løsninger og grøn energi for at kunne konkurrere med individuelle løsninger, der er på markedet. Drømmescenariet er, at marken ved siden af skal dækkes af 40.000 m2 solcellepaneler. Solen vil kunne dække 30 % af vores forbrug: energi fra solen i fire-fem sommermåneder og så halm resten af året, siger Kaj Dahl Andersen.

Er det ikke lige meget, hvordan et varmeværk ser ud?

Arkitektur er meget mere end, hvordan et byggeri ser ud, fortæller CEO i Arkikon arkitekter og ingeniører, Thomas Enevold:

- Når vi designer industrielt byggeri, tænker vi arbejdsgange, produktionslinjer, produktionsprocesser og bæredygtighed igennem og skaber en bygning, der supplerer og kompletterer funktionaliteten. Det er bygningen, der skal tilpasses maskiner, funktioner, processer og personalets arbejdsfunktioner, ikke omvendt.

- Samtidig kan æstetikken være med til at åbne værket og dets funktionalitet for offentligheden. Bygningen er det eneste borgerne ser og bliver til det fysiske billede på varme - et symbol på dét, bygherre gør, supplerer Lars Thyboe Thorsen, arkitekten bag Auning varmeværk. Og det gælder helt bogstaveligt for det nye halmanlæg. Bygningen får vinduer hele vejen rundt, så forbipasserende kan se ind i selve varmeværket og vise, hvad den gemmer men delt op i mindre vinduespartier, så den får en levende facade, der passer til stedet.

Tidslinje

• September 2018: Rydning og byggemodning af grund
• Januar 2019: Montering af stålspær og betonelementer
• April 2019: Montage af kedel
• November 2019: Færdig bygning klar til test
• Pris: 50 millioner

Rådgivere

• Maskinrådgiver: Projekt & Plan
• Bygningsrådgiver: Arkikon arkitekter og ingeniører

Entreprenørerne er i høj grad lokale
• Maskinleverandør: Verdo Energy Systems A/S
• Delentreprise - Anlæg og Murer-entreprise: Gerstrøm entreprenør
• Betonelementer: Thisted-Fjerritslev cementvarefabrik
• Tømrer-entreprise: Byggefirmaet Lindgaard Nielsen
• VVS-entreprise: Assentoft smede- og maskinforretning
• El-entreprise: Auning Norddjurs El-service
• Tagdæknings-entreprise: Phønix tag
• Maler-entreprise: Djurs malerfirma
• Stålentreprise: Give stål
• Anlægsentreprise: Entreprenørfirmaet Erik Pedersen