Målet er at blive en rigtig god rådgiver
I sommeren 2021 startede Anders på ingeniørstudiet i Aarhus, hvor han på linjen bygningsdesign nu fordyber sig i bærende konstruktioner. Matematiske udfordringer og et blankt stykke papir har aldrig skræmt Anders – tværtimod. ”Jeg har altid været rimelig god til matematik. Det har jeg i hvert fald fået at vide i gymnasietiden. Og så er jeg blevet fortalt, at jeg er god til at tegne – det sidste har mest været af min mor, men det tæller vel også.”
Efter en tur forbi idrætsvidenskab og et par overvejelser om arkitektfaget, faldt valget på ingeniørstudiet, hvor han nu sidder som praktikant hos Arkikon. ”Her kunne jeg mikse matematikken med det at tegne, og ved at vælge bygningsdesign har jeg fået mere arkitektur ind over. Det giver et godt indblik i, hvordan arkitekten arbejder, og en god forståelse for processen bag.”
”Målet er at blive en rigtig god rådgiver. Men først har jeg sat mig for at gøre mig en masse ingeniørerfaringer. Arkikon har mange projekter inden for energi og forsyning. Det er relativt store projekter på en mindre tegnestue, men den kombination kan jeg godt lide. Det giver mulighed for at arbejde på de mere komplekse projekter og samtidig få lov at prøve en masse forskelligt.”
Når ingeniørkræfterne skal lades op, trækker Anders på de fysiske kræfter i stedet. Vi snakker ikke blot en halv time på løbebåndet, for han har tidligere gennemført en halv ironman. ”Jeg træner meget – både løb, svømning og cykling. Jeg kan godt lide kombinationen. Det må gerne tage tid, når jeg træner, for det er en måde, jeg kobler af på.”