
Starter jeg på noget, så færdiggør jeg det
Anes er i gang med at uddanne sig til bygningskonstruktør. Han har valgt at bruge sin praktikperiode hos Arkikon, og det er ikke første gang, vi har fornøjelsen af ham. ”I gymnasiet havde jeg en idé om, at jeg ville være bygningskonstruktør, men for at være sikker, fik jeg mulighed for at teste hverdagen hos Arkikon et par måneder efter gymnasiet. Starter jeg på noget, så færdiggør jeg det, og det gjorde mig ret sikker på, at det var det jeg ville.”
For Anes er det bredden i konstruktørfaget, der motiverer ham, sammen med muligheden for at være med til at præge den verden, vi lever i. ”Det er blandingen af det hele. Som konstruktør får du en tværfaglig forståelse for arbejdet, da du skal være god til at fastholde kommunikationen mellem faggrupperne. Det er også fedt, at man har noget at sige i forhold til, hvordan verden skal se ud.”
”I forbindelse med min praktik var det vigtigt for mig at komme til at arbejde på tværs af faggrupper. Det kan jeg hos Arkikon, og så befinder de sig i en virkelig spændende niche med teknisk tunge byggerier, som jeg faktisk har sat mig som læringsmål – og nu sidder jeg allerede og arbejde på et varmeværk.”
Anes målrettethed gælder ikke kun i karrieren. I fritiden har han sat sig for at renovere et hus på Djursland – og det er altså ved siden af studiet i Aarhus. ”Indtil videre har det taget fire år, og jeg tror, jeg har et års tids arbejde tilbage. Men jeg synes heldigvis stadig, at det er fedt.”