Arkikon logo hvid
4015
portfolio_page-template-default,single,single-portfolio_page,postid-4015,stockholm-core-2.3.3,non-logged-in,select-child-theme-ver-1.1,select-theme-ver-9.6,ajax_fade,page_not_loaded,side_area_over_content,,qode_menu_,wpb-js-composer js-comp-ver-6.7.0,vc_responsive

Kasper fortæller…

29. juni 2021


 

Siden starten af februar har Kasper været i praktik som bygningskonstruktør hos Arkikon, hvor han har været tilknyttet tegnestuen i Grenaa. Han er selv opvokset på Djursland, og da han ledte efter en praktikplads, var der derfor noget særligt ved en lokal tegnestue som Arkikon. Efter et opkald og to besøg på tegnestuen var ingen i tvivl om, at det var et godt match.

 
”Som studerende kan man godt være i tvivl, om man kan leve op til de forventninger, der bliver stillet i et praktikforløb. Jeg besøgte Arkikon et par gange for at se stedet, møde teamet og høre mere om deres forventninger for at se, om jeg kunne leve op til det.” Kasper fortæller, at han gik derfra med et godt indtryk, hvor særligt dét at komme til at sidde med forskellige projekter og opgaver fangede hans interesse. Med et nu gennemført praktikforløb er det tydeligt at mærke, at det også har været en realitet. ”Jeg har arbejdet med alt mellem himmel og jord. Lige fra en lille tilbygning til udbudsmaterialet på et stort varmeværk. Jeg startede med en lille garage, og nu sidder jeg snart med på projektet om vandtårnet i Randers.”

 
Ud over at have været en del af forskellige projekter fremhæver Kasper, at det har været fedt at få lov at indgå i dialogen med bygherre. ”Det kan man godt være lidt nervøs for inden, for man ved jo ikke, om bygherre synes, at idéen er god. Men jeg er blevet holdt godt i hånden af teamet herude.” Til det fortæller han, at det også har givet en forståelse for, hvor vigtigt og nødvendigt det kan være, at gå tilbage i processen for at opnå den mest værdiskabende løsning for bygherre.

 
Som det bedste ved praktikforløbet nævner han dét, at han har fået indblik i den virkelige verden som bygningskonstruktør. ”En ting er at sidde på skolen og styre alt fra A-Z på et projekt, og en anden ting er, hvad man gør efter skolen. Det kommer vi nemlig ikke til herude, men det gør alligevel, at vi kan bidrage til mere, og at vi ved, at der hører mere til de forskellige faser. Vi bruger meget tid i teams på skolen, og det gør man også herude. Der bliver arbejdet på kryds og tværs af fagligheder, og det er sjovt at se, hvordan de spiller sammen.” Det tætte samarbejde har også givet et stort og godt netværk, som han er glad for at have fået.

 
”Jeg kom herud med et åbent sind, og det tager jeg også med herfra. Jeg har ikke holdt mig tilbage. Jeg har stillet spørgsmål og fået rigtig god hjælp herude, og det har gjort, at jeg virkelig har lært noget. Derfor er det også en tilgang, jeg vil tage med mig herfra.” Praktikperioden sluttede i fredags, men før Kasper vender tilbage på skolebænken på VIA University College i Horsens, har han sagt ja til at bruge sommeren hos Arkikon – og det er vi glade for.