4285
portfolio_page-template-default,single,single-portfolio_page,postid-4285,stockholm-core-2.3,non-logged-in,select-child-theme-ver-1.1,select-theme-ver-8.10,ajax_fade,page_not_loaded,side_area_over_content,,qode_menu_,wpb-js-composer js-comp-ver-6.6.0,vc_responsive

Partnerskab på tværs af tegnestuer

25. november 2021

 

Siden starten af sidste år har vi arbejdet tæt sammen med arkitektfirmaet Caspersen & Krogh, der har base i hjertet af Randers. Samarbejdet beror på et projekt for Indenlandsk Sømandsmission vedrørende Hotel Søma i den grønlandske by Sisimiut. Projektet er for nyligt afsluttet, men partnerskabet har markeret starten på et tæt og givende samarbejde på tværs af vores tegnestuer, hvor vi allerede nu er i gang med et nyt projekt for Indenlandsk Sømandsmission.

 

Projekt langt fra arbejdsbordet

Hotellet i Sisimiut er en del af en kæde med tre andre hoteller i Nuuk, Ilulissat og Aasiaat, der tidligere har været kendt som Sømandshjemmet. Projektet bestod af en udvidelse af hotellets cafeteria for at gøre plads til de mange tilbagevendende gæster fra nær og fjern.
 
”På Sisimiut-projektet har vi tegnet skitserne i hånden, og Arkikon har transformeret dem til digitale 3D-tegninger samt varetaget ingeniørdelen”, fortæller Peter Krogh, medindehaver af Caspersen & Krogh Arkitekter, og han fortsætter: ”Opgaven med Sømandshjemmet er spændende og meget kompleks. På ingeniørsiden er der nogle lidt anderledes normer for vind og snelast i Grønland, som vi ikke er vant til herhjemme. Men takket være et fint partnerskab med BJ Entreprise, der har målt op for os, er det lykkes os at projektere, så det var muligt at bestille de præfabrikerede elementer fra Danmark. Her har de digitale 3D-tegninger været afgørende, særligt når vi ikke selv har været fysisk til stede deroppe.”

 

Det bedste fra alle verdener

Hos Caspersen & Krogh er passionen for de håndtegnede arkitektstreger stor, og det er ikke uden grund. Sansen for kvalitet og elegance er i top, og hos Arkikon er vi stolte over at arbejde sammen med så dygtige fagfolk, der har en portion erfaring og viden med sig, som vi ikke støder på ofte.
 
”Der er ikke én streg, der ikke er tænkt som en meddelelse”, konstaterer Peter og forklarer, hvordan kombinationen af arbejdsmetoder og forskellige kompetencer faktisk er med til at sætte de involverede medarbejdere endnu bedre ind i stoffet. Arbejdskombinationen betyder nemlig, at hver eneste lille streg er gennemtænkt. Stregen skal igennem flere led, og derfor skal den være klar, tydelig og med et præcist budskab fra første skitse.
 
”Vi tegner meget i hånden, og det er der flere fordele ved, end mange måske tror i dag. Og når vi bagefter kombinerer det med Arkikons 3D-tegninger, som ingeniørerne generelt er glade for, så fremmer det projekterne, fordi vi får det bedste med fra alle verdener,” siger Peter.
Muligheden for kontakt med en ingeniør på et meget tidligt stadie i et projekt er værdifuld og kan være ligefrem nødvendig for at sikre, at der ikke arbejdes videre med luftkasteller, som ikke kan realiseres. Hos Caspersen & Krogh holder de generelt begge ben på jorden og arbejder altid med en tro på, at det, der skitseres, også kan bygges i virkeligheden. At få ingeniøren med på projektet fra start understøtter kvaliteten af dét arbejde, og det medfører også gevinster på det økonomiske plan. Særligt ved mere komplekse projekter, hvor budgettet kan stikke af, hvis det ikke medregnes fra begyndelsen.

 

Fælles udsigt mod nye horisonter

”Jeg er meget tilfreds med det, vi er nået frem til sammen med Arkikon”, konkluderer Peter om samarbejdet på projektet med hotelcafeteriet i Sisimiut.
 
Succesen med samarbejdet mellem Arkikon og Caspersen & Krogh stopper heldigvis ikke ved dette projekt, da vi lige nu er i gang med medarbejderboliger i Ilulissat, som skal bruges af medarbejderne ved det lokale Søma-hotel. Samtidig har vi sideløbende med Sisimiut-projektet blandt andet samarbejdet om et spisehus i Randers, ligesom der er nye, spændende og ikke mindst komplekse projekter i sigte. Projekter, hvor vi kan nyde gavn af hinandens kompetencer og viden inden for de forskellige fag. Hos Arkikon glæder vi os meget til at se, hvor fremtiden bringer os hen sammen.