4159
portfolio_page-template-default,single,single-portfolio_page,postid-4159,stockholm-core-2.3,non-logged-in,select-child-theme-ver-1.1,select-theme-ver-8.10,ajax_fade,page_not_loaded,side_area_over_content,,qode_menu_,wpb-js-composer js-comp-ver-6.6.0,vc_responsive

Rejsegilde ved transformerstation i Horsens

16. september 2021

 

I dag var vi til rejsegilde i Horsens ved den nye 60/10 kV-transformerstation for Konstant Net A/S.

 

Arkikon er totalrådgiver på byggeprojektet. I tæt samarbejde med Konstant Net A/S, Siemens Energy og Morten Friis A/S har vi skabt bygningen til en station med et åbent indendørs 60kV-anlæg.

 

Processen har (som alt andet) været præget af corona-situationen. Derfor var det første gang i dag, at holdet bag byggeprojektet kunne samles fysisk på byggepladsen, og det skulle selvfølgelig fejres med verbale roser og en hotter i hånden.

 

”Det er en stor glæde, at vi er kommet så langt på så kort tid, og at vi nu står klar hele 3 uger før tid”, sagde Bo Brøgger Rasmussen, Partner og CFO hos Arkikon, i sin tale til gæsterne.

 

Bygningen er udført som en ubemandet transformerstation, der bliver overvåget og fjernstyret digitalt hos Konstant Net. Det betyder meget lave driftsomkostninger, og kombineret med vedligeholdelsesvenlige materialer og konstruktioner er grundlaget for en bæredygtig station skabt. En station, der kan holde de næste 60-80 år ifølge Søren Bach Jensen, Afdelingschef for Netanlæg 0,4 – 60kV ved Konstant Net.

 

”Jeg kender jo Bo rigtig godt efterhånden. Vi bygger ca. 1 station om året, og det skyldes, at en stor del af Danmarks elforsyning er ved at nå en alder, hvor anlæggene skal skiftes ud. Bo og Arkikon har mange gode idéer til, hvordan vi kan bruge de rigtige materialer og udføre de nye stationer, så de både er vedligeholdelsesfrie og ekstremt holdbare”, fortæller Søren.

 

Den nye transformerstation i Horsens er bygget med ekstra højt til loftet og med vinduer, så bygningen er eksplosionssikker. På den måde lever den nye bygning op til nye standarder baseret på tidligere erfaringer fra ældre anlæg. Og så tilføjer bygningens lyse og luftige udtryk et anderledes, æstetisk indslag til nærområdet.

 

”Elforsyningen er en konservativ branche, men jeg synes, at vi med Arkikon på holdet formår at udfordre normalen lidt, på en god måde,” afslutter Søren.

 

Transformerstation i Horsens er en ud af flere bygninger, Arkikon har hjulpet Konstant Net med. Læs mere om vores øvrige projekter her.