Det er spændende, hvordan bygningerne og byggeprocessen hænger sammen, og hvordan der bliver koordineret mellem de forskellige faggrupper
Simon er uddannet tømrer og nåede at arbejde i faget i seks år, inden han valgte at læse videre. Tiden som tømrer har givet ham et stærkt kendskab til, hvordan processen forløber på byggepladsen, og har haft stor indflydelse på, at han i dag læser til bygningskonstruktør på VIA University College i Aarhus. ”Jeg begyndte at syntes, at det er spændende, hvordan bygningerne og byggeprocessen hænger sammen, og hvordan der bliver koordineret mellem de forskellige faggrupper. Derfor valgte jeg at læse til bygningskonstruktør.”
I dag læser han på 6. semester og med kendskab til Arkikons unikke projektportefølje fra hans tid som tømrer, så han muligheden for at bruge sin praktikperiode her. ”Jeg har egentlig kendt til Arkikon længe, nu hvor jeg har været håndværker på Djursland i mange år, og jeg kan rigtig godt lide den alsidighed, der er, hvor man ikke behøver at komme ud af huset for at spare med en ingeniør.”
”Vi arbejder i en branche, hvor der virkelig er run på lige nu, og det kan også mærkes herude. Det synes jeg er spændende. Samtidig er det dejligt at mærke, hvor rolig en arbejdsplads, det er, og at der er tid til at få hjælp og blive sat ind i tingene – og så glæder jeg mig til at opleve, hvordan det, jeg har lært på studiet, hænger sammen med det virkelige liv, og hvor de eventuelle forskelle er.”
Simon har ligesom mange andre fundet en ny hobby under corona – nemlig fiskeri. ”Det er en dejlig afveksling fra hverdagen, og så er det en god måde at komme ud på enten alene eller sammen med mine venner. Vi fisker typisk her på Djursland, da jeg har fået fortalt, at vi har godt fiskevand herude og mange fisk at fange.” Han fortæller dog, at det ikke er noget, han har oplevet endnu, men mon ikke det kommer!